afpakken

Dutch

Etymology

From af +‎ pakken.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfpɑkə(n)/

• Audio

  (file)

• Hyphenation: af‧pak‧ken

Verb

afpakken

1. (transitive) to snatch, grab, take away

Inflection

Conjugation of afpakken (weak, separable)
infinitive	afpakken
past singular	pakte af
past participle	afgepakt
infinitive	afpakken
gerund	afpakken n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	pak af	pakte af	afpak	afpakte
2nd person sing. (jij)	pakt af	pakte af	afpakt	afpakte
2nd person sing. (u)	pakt af	pakte af	afpakt	afpakte
2nd person sing. (gij)	pakt af	pakte af	afpakt	afpakte
3rd person singular	pakt af	pakte af	afpakt	afpakte
plural	pakken af	pakten af	afpakken	afpakten
subjunctive sing.1	pakke af	pakte af	afpakke	afpakte
subjunctive plur.1	pakken af	pakten af	afpakken	afpakten
imperative sing.	pak af
imperative plur.1	pakt af
participles	afpakkend	afgepakt
1) Archaic.

Descendants

• Afrikaans: afpak

Anagrams

• pakken af