afspitten

Dutch

Etymology

Compound of af +‎ spitten.

Pronunciation

• IPA^(key): /ˈɑfˌspɪ.tə(n)/

• Audio

  (file)

• Hyphenation: af‧spit‧ten

Verb

afspitten

1. (transitive) to excavate, to remove (material) from (by digging)

Usage notes

• The connotation of afspitten is that the digging is done earnestly without any particular care. One wouldn't use the verb for professional excavation at an archaeological site.

Inflection

Conjugation of afspitten (weak, separable)
infinitive	afspitten
past singular	spitte af
past participle	afgespit
infinitive	afspitten
gerund	afspitten n
	main clause		subordinate clause
	present tense	past tense	present tense	past tense
1st person singular	spit af	spitte af	afspit	afspitte
2nd person sing. (jij)	spit af	spitte af	afspit	afspitte
2nd person sing. (u)	spit af	spitte af	afspit	afspitte
2nd person sing. (gij)	spit af	spitte af	afspit	afspitte
3rd person singular	spit af	spitte af	afspit	afspitte
plural	spitten af	spitten af	afspitten	afspitten
subjunctive sing.1	spitte af	spitte af	afspitte	afspitte
subjunctive plur.1	spitten af	spitten af	afspitten	afspitten
imperative sing.	spit af
imperative plur.1	spit af
participles	afspittend	afgespit
1) Archaic.